Lavt selvværd, kropsusikkerhed og et venskabsbrud sætter gang i Karinas bulimi, som hun ender med at have i fire år. Hendes fortælling handler om ensomhed, jagten på kærlighed, et giftigt og voldeligt forhold og om at lære at drage omsorg for sig selv.
Historien begynder i mine teenageår, da jeg er omkring 15 år gammel. Jeg er ret usikker på mig selv, og jeg har i det hele taget et lidt forvrænget syn på min krop. Jeg har en rigtig god veninde, som jeg er meget tæt med. Vi er som søstre, og vi er sammen stort set hver dag. Vi tager også på ferier samme, hvor vi bl.a. er på en sprogrejse til Malta. Her møder jeg en fyr, som virker ret interesseret i mig, og det tror jeg, hun bliver lidt jaloux over. Hun siger i hvert fald til mig, at hun føler sig lidt som en birolle, og som om han erstatter hende.
Der går ikke så lang tid efter vores ferie, før hun vælger at slu*tte venskabet med mig. Det kommer virkelig bag på mig, og jeg bliver meget ked af det, fordi vi jo er så tætte, så jeg havde ikke regnet med, at hun ikke længere ville være venner med mig. Kort efter får hun også en ny bedste veninde, som erstatter det venskab, hende og jeg havde haft. Det knækker mig fuldstændig, og kombineret med at jeg i forvejen er usikker på mig selv og min krop, sætter det lige så stille gang i min bulimi.
Jeg begynder at spise rigtig meget, hvorefter jeg går ud og kaster op. Inderst inde kan jeg godt fornemme nogle faresignaler, men jeg lægger lidt låg på det. Jeg føler grundlæggende, at jeg har kontrol over situationen, og det med opkastningerne ikke er så slemt.
"Hver gang jeg havde tabt mig, fik jeg et klistermærke"
Jeg starter på STX, hvor jeg forsøger at være social og få nogle relationer til de andre på gymnasiet, men jeg er som sagt ret sensitiv og usikker, så jeg går ikke så meget til fester, som de andre.
I 2.g starter jeg hos en vægtkonsulent, fordi jeg gerne vil tabe mig lidt. Jeg er overhovedet ikke overvægtig, men vil bare gerne tabe de famøse fem kilo. Så jeg starter hos vægtkonsulenten sammen med min mor, hvor jeg hver gang skal vejes, og det var super grænseoverskridende. Jeg kan huske, at jeg fik et klistermærke, hver gang jeg havde tabt mig, og derudover begyndte jeg at få ros og anerkendende komplimenter fra de andre i gymnasiet, fordi de kunne se, jeg tabte mig. Så jeg bliver helt besat af at veje mindre. Jeg spiser meget mindre, og jeg tager ikke smykker på til vejningerne, fordi de kan tilføje 100 gram for meget. Men jeg er ikke rigtig klar over, at jeg faktisk sulter mig selv, imens det står på. Jeg føler jo bare, jeg er god til at tabe mig, og med alt det ros jeg får, må det jo betyde, at det, jeg gør, er rigtigt.
Da jeg stopper hos vægtkonsulenten, begynder jeg at spise igen, fordi nu har jeg jo nået mit mål. Det jeg så hurtigt finder ud af er, at jeg drønhurtigt tager på igen, fordi jeg falder i de gamle vaner og begynder at spise meget chokolade, slik, osv., som jeg havde hungret efter i lang tid. Så i stedet for at jeg sulter mig selv, begynder jeg igen at overspise og kaste op. Det bliver en ond spiral, hvor jeg overspiser, skammer mig over, at jeg har spist så meget og tager på, kaster op og går på slankekure, taber mig, og så starter overspisningerne og bulimien igen.
Stjæler slik fra mor
I 3.g skal jeg skrive SRP (studieretningsprojekt, red.), som på det tidspunkt er en ret stor opgave for mig. Jeg bliver enormt presset over opgaven, og jeg bruger maden til at komme igennem dagene. Jeg står nogle gange op kl. 4 om morgen for at købe rundstykker og kage, spise det, og så kaste op. Eller jeg køber pizza kl. 22.00, handler ind tre gange om dagen for at spise det hele og kaste op igen. Det bliver jo også rigtig dyrt i længden.
Jeg bor stadig hjemme, mens jeg skriver SRP, så nogle gange roder jeg også i min mors ting for at finde noget slik eller chokolade jeg kan spise. Det opdager hun selvfølgelig og skælder mig ud, hvilket jeg bliver meget flov over. Jeg skammer mig jo i virkeligheden over, at jeg kan finde på at spise så meget mad og bruge så mange penge på det, så når jeg kaster op efterfølgende, er jeg meget opmærksom på, at mine forældre ikke skal høre det.
"Ej du spiser bare som en baby”
Da mine forældre opdager, at jeg har rodet i min mors ting for at finde noget, jeg kan spise, bliver de opmærksomme på, at der er et problem, men de forstår ikke rigtig omfanget af det.
Min far forstår det slet ikke. Han siger ting til mig som “ej du spiser bare som en baby”, og når jeg prøver at forklare mine forældre, hvordan jeg har det, er det som om, det bare går ind i det ene øre og ud af det andet. Jeg tror simpelthen, det er uhåndgribeligt for dem. Jeg kan huske, min mor og jeg på et tidspunkt er til et foredrag hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvor der er nogle, der fortæller deres historier om at have haft anoreksi og bulimi, men da vi går derfra, siger hun bare “ej, jeg forstår det ikke, det er så skørt”. Jeg føler nok lidt, at hun dømmer mig mere, end hun prøver at forstå mig. Så jeg tænker til sidst, at det er spild af tid at tale med dem.
Mad som straf
I forlængelse af min SRP opsøger jeg selv en psykoterapeut, som jeg starter hos. Hun fortæller mig, at jeg er meget syg, og hun prøver at trænge ind til mig, men jeg er meget i benægtelse. Jeg har simpelthen svært ved at forstå, at jeg rent faktisk har en spiseforstyrrelse. Jeg vil ikke rigtig stå ved det, så det tager ret lang tid, før jeg for alvor indser, hvor syg jeg er.
Men det begynder langsomt at sive ind for mig, og jeg kan godt mærke, at jeg har brugt maden til at straffe mig selv, fordi jeg har været meget hård ved mig selv. Jeg har haft utroligt høje forventninger til mig selv. I skolen ville jeg gerne klare mig rigtig godt og få gode karakterer. Min far gav mig også nogle gange penge, hvis jeg fik en god karakter, og det skabte i virkeligheden et unødvendigt pres på mine skuldre, så maden blev en metode til at piske mig selv på, når jeg ikke levede op til de forventninger, jeg havde. Jeg løb også tit ture om morgenen inden vi havde idræt, for så vidste jeg, at jeg nemmere kunne tabe mig, og det skulle helst være på tom mave. Det var i hvert fald hvad spiseforstyrrelsen forsøgte at overbevise mig om.
Da jeg går ud af gymnasiet, tænker jeg også, at så er jeg fri for forventningerne, og så behøver jeg ikke bruge maden som straf længere. Men bulimien var i så voldsom grad, at da jeg gik ud af gymnasiet, startede jeg på en uddannelse på Bornholm, hvor jeg kort tid efter måtte droppe ud og flytte tilbage til København. Fordi mit hoved kræsede konstant om spiseforstyrrelsen eller motion. Det var det eneste der fyldte og overskyggede alt andet. Det føltes som et levende fængsel. Jeg kastede endda op på færgen på vej hjem fra København, fordi jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg havde spist for meget chokolade. Jeg kan huske, at jeg bare følte mig klam og fed.
Et ultimatum
Jeg tager to sabbatår i København, hvorefter jeg får en kæreste, der bor i Odense. Vi vælger at flytte sammen hos ham, men inden da stiller han mig et ultimatum. Hvis vi skal flytte sammen og fortsat være kærester, skal jeg ud af min bulimi. Han sender mig videoer med, hvordan bulimi kan ødelægge spiserøret og tænderne, og jeg bliver mere opmærksom på, hvor meget jeg skader min krop på daglig basis.
Lige på det tidspunkt var det, han gjorde, det rigtige for mig. Det kan lyde voldsomt, at han satte det ultimatum, og jeg brød også sammen, fordi jeg havde så stor en trang til at kaste op, men samtidig motiverede det mig til at tage mig selv mere alvorligt. Jeg elskede ham jo, så jeg ville også gerne gøre det for hans skyld.
Det tager mig et halvt års tid for alvor at vænne mig af med opkastningerne, og jeg kan mærke, at spiseforstyrrelsens regler og restriktioner langsomt fylder mindre og mindre. Jeg bliver bedre til at sige til mig selv, at jeg må gerne spise den her fødevare. Hvem har sagt til mig, at jeg ikke fortjener det? På den måde faldt spiseforstyrrelsens stemme mere til ro. Min kæreste giver mig også den kærlighed, jeg har manglet. Han er god til at sige til mig, at jeg er smuk, præcis som jeg er, og hvem har sagt til dig, at du ikke er god nok?
Et knust hjerte
Min kæreste og jeg går fra hinanden et par år efter, og det betyder desværre, at trangen til at kaste op begynder at vende tilbage. Jeg bor fortsat i Odense, men nu føler jeg mig alene. Jeg savner ham helt vildt, og jeg savner den kærlighed, han gav mig. Lige pludselig føler jeg mig ikke anerkendt eller værdsat længere.
Der er nogle gamle svigt, der kommer op i mig, og jeg får konstateret en depression og stress og bliver derfor sygemeldt fra mit studie. Det er en meget sårbar tid, men det er først, da jeg begynder at date en ny mand, som viser sig at være rigtig dårlig for mig, at korthuset for alvor vælter, og bulimien vender tilbage.
Vi når kun at date hinanden i tre måneder, men på den tid når han at behandle mig dårligt psykisk og stjæle mine ting, og en dag slår han mig på åben gade. Jeg bliver simpelthen så chokeret og bange, at jeg lever i konstant frygt efterfølgende. Hvis jeg fx skal gå en tur, er jeg bange for, at jeg møder ham, og jeg ved jo ikke, hvad han kan finde på.
Bulimien vender derfor for alvor tilbage, og jeg tror i virkeligheden, det handler om, at opkastningerne og overspisningerne kan jeg kontrollere, men hvorvidt jeg møder ham i Netto eller ej, kan jeg ikke styre.
Vejen hjem
To år efter flytter jeg hjem til København, hvor jeg går til min egen læge og starter i gruppebehandling for min bulimi. Jeg læner mig virkelig op ad behandlingen og finder stor støtte i de andre. Det bliver et vendepunkt for mig. Jeg får nogle redskaber, jeg kan bruge, som jeg ikke har haft før, og det at møde ligesindede er bare så rart. Jeg har jo været i behandling før hos psykoterapeuter og psykologer, men jeg tror, det er ret afgørende for mig at komme i gruppen, fordi jeg hele tiden har følt mig så alene. Lige pludselig er jeg ikke alene mere, så jeg stopper faktisk med at kaste op, mens jeg går i behandling. I dag er det fire år siden.
I behandlingen bliver jeg igen bekræftet i, hvor hård jeg har været ved mig selv, men nu bliver jeg mere opmærksom på, at jeg skal tage vare på mig. Jeg skal prøve at give mig selv den ubetinget kærlighed, som jeg har søgt efter gennem andre.
Det er en øvelse at huske at prioritere sig selv, og jeg har heller ikke altid lige meget overskud til det. Men bare at give mig selv lov til også at være ked af det nogle gange og mærke de følelser, er også en form for selvomsorg. Det har hjulpet mig rigtig meget til at forstå mig selv bedre, og det gør det fortsat i dag.
